KUUL Udveksling
I 2008 stiftede vi KUUL Udveksling, som er et uddannelsesophold for Børnehjertesygeplejersker.
Ideen med opholdet er, at sende sygeplejerskerne afsted to og to. En fra Århus Universitetshospital i Skejby og en fra Rigshospitalet. Tanken er på den måde, at være med til at forbedre, og udvikle, arbejdsmetoderne til gavn for såvel hospitalets personale og patienterne, samtidig med at der dannes netværk på tværs af de to afdelinger, som behandler hjertebørn i Danmark.
Udtalelse om KUUL Udveksling
af Afdelingssygeplejerske Susan Mortensen, Rigshospitalet:
“Vi er rigtig glade for at I har valgt at sætte fokus på samarbejdet mellem plejepersonalet på de to hjerteafdelinger. Det er et samarbejde vi har store forventninger til. Dels giver det os mulighed for at lære hinanden at kende, men vigtigst af alt giver det os mulighed for at udvikle sygepleje til de indlagte børn. Vi ved alle sammen, at en dygtig cardiolog, der stiller diagnosen, starter behandling osv., en hjertekirurg der kan udføre en kompliceret operation har stor betydning for hjertebørns overlevelse og livskvalitet, men det er ikke synligt for alle hvor stor betydning kompetent pleje og behandling har for såvel børn som forældre. Dette har I givet os muligheder for at sætte meget mere fokus på.”
Konference
Fire børnehjertesygeplejersker deltog den 16.-17. januar 2012 i Konference om Småbørnstraumer i Odense, finansieret af KUUL Udveksling. De har skrevet her skrevet om deres erfaringer fra Konferencen.
Temadage
Den første temadag for hjertesygeplejersker på Skejby og Rigshospitalet og et par stykker fra Odense sygehus er afholdt den 8.-9. marts 2011.
Studierejserne
2011—Besøgte sygeplejerskerne Judith Høgh, Skejby; Anette Hejl, Skejby; Lene Sørensen, Rigshospitalet og Rikke Fendt Hansen, Rigshospitalet—Dronning Silvias børne- og ungdomshospital i Gøteborg i Sverige.
“Det var et rigtigt spændende besøg på Dronning Silvias børne-og ungdomshospital, og vi er vendt hjem med stor inspiration og lyst til at arbejde på at forbedre de fysiske rammer og dermed forsøge at give bedre muligheder for vores patienters mestring af hospitalsophold.” fortæller Anette Hejl og Judith Høgh
Læs deres fortælling om turen
2010—Gik turen til Childrens Hospital, Boston, USA. Det var 2 sygeplejersker fra Rigshospitalet afd. 4144, Yvonne Dilling og Hanne Serritslev og 2 sygeplejersker fra Skejby Sygehus afd. A7, Marie T. Østergaard og Tanja Leth, der var afsted.
Formålet og ønsket med udvekslingen er at få en god kontakt på hospitalet, så der i fremtiden kan udveksles sygepleje erfaringer samt kliniske retningslinier. Sygeplejerskerne vil særligt gerne have fokus på smertebehandling, ernæringsterapi, monitorering, sårpleje, børnenes mestring under indlæggelse, struktur på afdelingerne, sygeplejerskernes rolle heri, samt accelererede patientforløb.
“Her kan du læse en lille historie fra vores tur på Children’s Hospital i Boston. Derudover vil vi gerne benytte lejligheden til at takke jer for at give os muligheden for at komme på udveksling i udlandet. Det har været en kæmpe oplevelse, og vi har nu rygsækken fuld af gode ideer til fremtidens sygepleje på henholdsvis A7 og 4144. Vi håber og tror på, at vores nye viden kan være med til at forbedre og udvikle nye arbejdsmetoder i sygeplejen til hjertebørn.
Det har været positivt at være to afsted fra hver afdeling, og det har bidraget til god sparing og faglige diskusioner om sygeplejen på de to afdelinger. Endnu engang tak fordi I har gjort udvekslingen mulig og på vegne af A7 og afd. 4144, takker vi jer for jeres store og beundringsværdige indsats og støtte til hjertebørnene.” Hanne, Yvonne, Marie og Tanja
2009—Den første rejse i regi af KUUL Udveksling fandt sted i sommeren 2008. Her gik turen til England, nærmere betegnet til Great Ormond Street Hospital, som er et stort børnehospital i London. De to sygeplejersker der deltog på rejsen var Liselotte Langelund fra Skejby og Lene Kjær fra Riget. Efter deres hjemkomst har de skrevet en beretning fra turen her. De har også undervist deres kolleger i deres erfaringer.